Vi havde mulighed for at tilslutte os vores lokale fjernvarme selskab gratis, men valgte at blive på gas, da prisen for fjernvarme ville være mere end dobbelt end hvad vi betaler for gas. De tal er baseret på beregning på fjernvarmeselskabets egen hjemmeside samt hvad folk i diverse Facebook grupper har sagt om deres (overstået) skifte. Det er jo ikke første gang man læser om fjernvarmetilslutning bliver en dyrere omgang for forbrugerne. Så nu må vi betale ekstra for gas de næste par måneder og håbe at det ikke løber fuldstændig afsted med prisen. Det skal siges at selv om vi havde skrevet os op til gratis tilslutning til fjernvarme, så havde vi ikke fået det før tidligst sent i år eller nærmere nok næste år, så det havde ikke hjulpet meget på denne vinter.
Vi ville meget gerne have fjernvarme, men det vi ville ha’ sparet for ved den gratis tilslutning, ville den meget højere fjernvarmepris spise op i løbet af to år. Ved ikke om det er et område hvor regeringen arbejder på at få flere folk over på alternativerne til gas.
Jeg tror det kommer rigtig meget an på hvor man bor og hvilket fjernvarmeselskab man har tilknyttet. I mit hoved burde fjernvarme være mere effektivt og dermed billigere, men teori og virkelighed er jo ikke altid det samme.
Enig. Og dette er et etableret forsyningsselskab og derfor tænkte jeg ikke at det ville komme til at være et problem. Ved faktisk ikke hvad grunden er til at det er blevet så meget dyrere her. Tror desværre, at gas er billigt og effektiviteten i et gasfyr er sikkert ret høj og så bliver det svært at konkurrere. Vi er klar til at betale lidt ekstra for fjernvarme (for miljøet og Putins (og nu Trump) skyld).
Ret fedt at vi har kommercielle gas lagre, hvor komercielle aktører skal lagre gas (altså udover nødforsyningsmængden) \s Det vil så sige at man kan risikere i en krise situation skal ekspropiere private gastraders gas…
Insæt meme med mand der sætter en kæp i eget cykelhjul og derefter falder og græder…
Den kollektive hjerneblødning hos de Che Guevara inspirerede socialister fra 1970’erne betaler stadig dividenter ser jeg…
Her er et lille uddrag fra 2016 fra stifteren (Siegfried Christiansen) af OOA, den bevægelse der næsten egenhændigt har sørget for, at vi ikke har atomkraft i Danmark og derfor er super afhængig af alle omkring os:
Når jeg tænker tilbage på 70’erne er det der mest slår mig det nærmest ubændige gå-på-mod som prægede tiden og var grundlaget for brede folkelige bevægelser. Mottoet var, frit efter Che Guevara: Vær realistisk! Kræv det umulige! OOA var et eksempel på denne både kraftfulde og meget lidt ydmyge tilgang til at stå op imod samfundets magtfulde institutioner - i politik , i erhvervslivet, i forskningen. Og det lykkedes!! Hvordan kunne det gå til?
Allerførst må det naturligvis siges, at dengang i 1973, da forberedelserne til det, som blev OOA, kom i gang skete det jo i forlængelse af og med inspiration i både studenteroprør, slumstormere, vietnambevægelsen, Christiania, kvindebevægelsen, grænser-for-vækst-debatten osv.
Og al den oprørskhed og opgør med etablerede magtforhold, og tro på at vi virkelig kunne påvirke og ændre samfundsudviklingen mener jeg skal ses på baggrund af den opvækst vores generation havde i efterkrigstiden. Rigtig mange af 70er-aktivisterne er født i 40erne. Selv er jeg en årgang 1943.
Efter verdenskrigens, ja to verdenskriges ragnarok, oplevede vi som børn knapheden i efterkrigsårene og ind i 50erne. Snart også den begyndende velfærdsudvikling. Fredsbevægelserne og international solidaritet bredte sig i takt med at stedse flere udviklingslande opnåede selvstændighed fra de tidligere kolonimagter. Vi troede faktisk på, at vi kunne påvirke verdens gang.
Det var nærmest lidt fanden-i-voldsk. Som det hed sig: Du skal ikke være bange for at løbe panden mod en mur - hvem siger det er muren der holder? Sådan var tidsånden i en nøddeskal. Selv var jeg dengang i begyndelsen af 70erne aktiv i Forsoningsforbundet, en kristen fredsbevægelse og dansk gren af International Fellowship of Reconciliation. Med min baggrund i det tyske mindretal og opvækst med både tysk og dansk hverdag ved Flensborg Fjord var det nærliggende for mig at engagere mig i mellemfolkelig aktivitet.
