Jeg savner foråret, så nu læser jeg bare bøger om have- og drivhusprep. Jeg er især optaget af, hvad der skal gøres og hvornår. Imens jeg spændt venter på tø, så kartoflerne kan såes. Derfor har jeg støvet nogle gamle bøger af hylden. Blandt dem faldt jeg over Have Haves; en bog fra 2005, udgivet i et samarbejde mellem TV2 og Totalkredit. Den har endda et forord skrevet af Totalkredit selv, hvilket i sig selv er så ironisk, at man næsten tror, det er en parodi.

Bogen opererer med den revolutionerende tese, at Danmark bør deles op i to grupper: dem med have og dem uden. Det er næsten, som om de har opfundet en ny social klassebaseret på, om man har plads til en græsplæne eller ej. Ej at bemærke vi endnu ikke taler om “vild med vilje” osv. Eller en lille altankasse. Nej Have eller Ikke Have! Og som om det ikke var nok, blev der også lavet et TV2-program med samme titel; måske et desperat forsøg på at lokke danskerne ud i haverne, fordi der i 00’erne var alt for meget fokus på at bygge nyt, bygge om og udvide (meget ALA før finanskrisen i 2008). Hvilket også nævnes i bogen (ikke krisen, men at der “i disse dage er for stort et fokus på bygge, bygge, bygge” og ikke negativt, men ret positivt, at vi bare byggede og renoverese i et væk, hvilket i sig selv er morsomt, da det er et kreditlån der står bag bogen).

Have Haves er et smukt tidstypisk eksempel på, hvordan man i 00’erne troede, at man kunne løse alt med lån, ombygninger og en god portion optimisme. Det er næsten rørende at tænke på, hvordan man forsøgte at sælge den danske drøm om “have-lykken” som en universalløsning… lige indtil boblen bristede, og vi alle vågnede op til virkeligheden og nu er det “Vild med Vilje”.

Nogen gange ser man serier man nærmest har glemt sekundet skærmen slukker. Jeg tog ned til bror er ikke en af dem.

Den er lavet ud fra bogen “Jag for ner till bror” af Karin Smirnoff, og handler om en kvinde, Jana Kippo, der rejser tilbage til Nordsverige, hvor hendes bror, der hedder bror, er ved at drikke sig ihjel. Man følger hendes ageren i det indespiste og religiøse lokalsamfund. I løbet af de fire afsnit får man gradvist og ganske usødet fremvist traumatiske minder fra hendes barndom, efterhånden som hendes underbevidsthed selv fremkalder dem for hende.

Serien er rå, barsk og ubarmhjertig. Personerne er nuancerede; der er ingen der udelukkende er gode eller onde, som mennesker på tv ofte skildres. Selvom den på overfladen handler om vold, overgreb, svigt, død osv - der er stort set intet der ikke bliver berørt - er den også enormt smuk og livsbekræftende. Hvad gemmer der sig under overfladen på den mørke socialrealisme? Hvad er det driver karaktererne fremad, trods deres dårlige ods, omsorgssvigt og misbrug?

Når rulleteksterne i sidste afsnit kører ned ad skærmen, kan man let blive overvæltet af den realistiske brutalitet. Måske endda føle at det var i overkanten eller overflødigt for seriens budskab. Men når de mangfoldige dimensioner stille og roligt bundfælder sig, vil man, hvis man er en følsom sjæl som undertegnede, med blanke øjne åbenbares for, at serien parallelt med grusomheden, formår at handle mindst lige så meget som dyb kærlighed, omsorg, håb, lysten til forbedring og stædig, utrættelig livskraft.

Det er ikke en serie man skal sætte på, hvis man vil stryges med hårene med en spand popcorn i skødet. Det er en serie man kan se, hvis man vil have beriget sine neuroner med et stykke nuanceret, smukt, overvældende og grusomt psykologisk, socialrealistisk kultur, der hænger ved i baghovedet dagen efter mens man kører på arbejde. Men tag lige en dyb indånding inden du trykker play.

Endnu en gang er det No Man’s Sky der optager min tid, det er lige kommet endnu en opdatering til spillet så nu har man en bil med lad som man kan køre rundt og samle ting op med, jeg er i gang med den tilhørende ekspedition og er ved at komme ind i hvordan man kører rundt, mens Deep Purples Space Trukin’ kører i baghovedet.

Jeg vil sige jeg har fået meget værdi for pengene med det her spil, jeg gav ca. 150 kroner for det og har ind til videre spillet det 342 timer, så det må siges at være givet godt ud.